Dagens Update 14. september 2021

Hvedeavlen falder stadig

I sidste uge opjusterede USDA deres forventninger til den globale hvedeavl, men det kan meget vel vise sig, at USDA bliver nødt til at tage de højere forventninger af bordet igen.

I dag nedjusterede det franske landbrugsministerium deres forventninger til den franske avl med 0,7 millioner tons til 36 millioner tons og det statslige StatsCan i Canada satte deres forventninger til hvedeavlen ned til 21,7 millioner tons imod USDA´s 23 millioner tons. I forhold til sidste år falder den canadiske hvedeavl med 38 procent, imens bygavlen går ned med 33 procent.

Stigningerne handler imidlertid også om, at markedet fandt støtten, der hvor støtten skulle være, nemlig i 235 euro i Paris og 675 cent i Chicago i går. Det er dog for tidligt at tale om en endegyldig afvisning af priserne. Sådan en har vi først, hvis priserne bryder over 725 cent og 245 euro.

Majsen i Chicago har på samme måde fundet støtte i 500 cent i denne uge, men de amerikanske majspriser begrænses dog af begyndende høstpres. De ugentlige afgrødekonditioner fra USDA viste således, at 37 procent af majsen er moden og fire procent er høstet. Der er lovet varmt og tørt vejr i resten af september, så majshøsten forventes at tage fart de  kommende uger

Rally på rapsfrøbørsen

Der er ikke meget at glæde sig over for de canadiske landmænd i år. I dag blev rapsfrøavlen således atter nedjusteret til 12,8 millioner tons svarende til et fald på 34 procent sammenlignet med sidste års avl.

Samtidig blev priserne på sojaolie sendt i vejret på børsen i Chicago og det gav alt sammen støtte til rapsfrøpriserne, der gik op med et par procent i Paris.

Med stigningerne blev priserne sendt afgørende over 570 euro i Paris og priserne bevæger sig nu ind i det sidste og meget hektisk forløb op imod ??? Tja sandsynligvis 600 euro måske 625 euro, men 700 euro kan heller ikke udelukkes. Det bliver således vildt og voldsomt fra nu af.

På den lange august 2022 termin – altså høst 2022 rapsfrø – brød priserne på samme måde over 485 euro. Dermed slutter den seneste korrektion og vi får den korte stigende trend bekræftet. Priserne er nu på vej imod området over 500 euro – Ja måske op i intervallet imellem 525 og 545 euro svarende til 385 til 395 kroner ab gård i Danmark.

Vi taler med en del, som lider af højdeskræk og hellere vil sælge i dag end i morgen, fordi de frygter, at det hele bryder sammen i morgen, men vi er i starten af høståret og der kommer ikke friske forsyninger før i juni/juli, imens priserne på veg.olie stadig er på vej op. Samtidig er den stigende trend fuldt intakt og bemærk også stigende moment – Så det er ikke endnu, at du skal sælge høst 2022

Sojaolie op og skrå ned

Sojaen er begyndt at modne i sojabæltet i USA og det har sat gang i før høstsalget, men på den anden side blev sojabønnerne og især sojaolien sendt op efter det canadiske StataCan igen nedjusterede den canadiske rapsfrøavl.

Uden de store stigninger på sojabønnerne og med flotte stigninger på sojaolie måtte sojaskråen ned, for at det samlede regnestykke kan passe for oliemøllerne – nemlig sojabønner = sojaolie + sojaskrå.

Reelt set er der dog ikke sket de store ændringer i sojapriserne i den seneste periode. På den lange december 2022 termin ligger priserne således stadig lige under 350 dollar


Vi gør opmærksom på, at der er betydelig risiko forbundet med handel med råvarer, samt at agrocom.dk ikke kan gøres økonomisk ansvarlig for eventuelle tab, som opstår i forbindelse med analyser og rådgivning fra agrocom.dk.