Dagens Update 23. august 2022

US majsen løftede hveden

I går blev den årlige ProFarmer Crop Tour indledt i Midtvesten i USA. I denne uge kører to hold af eksperter rundt for at vurdere soja- og majsmarker. Det ene hold kører fra nordvest imod syd/sydøst og startede turen i South Dakota i går, imens det andet kører fra øst imod vest med start i Ohio i går og så mødes begge hold i Chicago sidst på ugen. Begge hold bliver naturligvis også fulgt af busser med journalister, der flittigt melder tilbage til landbrugsmedierne og børsen i Chicago.

Eksperterne på den vestlige del af touren fandt marker, som havde taget skade af det varme og tørre vejr i den seneste periode og de ser udbytter på 118,45 bushels pr acres. I givet fald er det de laveste udbytter siden katastrofeåret 2012 og under sidste års Crop Tour, hvor udbyttet blev estimeret til 151,45 bushels pr acres samt under de sidste tre års gennemsnit for South Dakota på 161,59 bushels.

Helt anderledes ser det ud i Ohio, hvor eksperterne så flotte majsmarker, der kunne yde 174,17 bushels pr acres og det er over de sidste tre års gennemsnit på 169,03 bushels. Billedet i går var dog, at de gode marker i øst ikke helt opvejer de tørkeramte marker i vest, sådan som USDA ellers estimerede i deres august WASDE rapport og det gav støtte til majsen i dagens handel.

Hveden fulgte med majsen op, men støtten til hveden i Paris blev begrænset af, at Ægypten købte 240.000 tons russisk hvede uden om deres sædvanlige tendersystem. Priserne på det fysiske marked i Sortehavet er nemlig fortsat ned i denne uge og i går droppede den russiske hvede basis frit om bord Sortehavet således med yderligere syv euro.

Rusland har indledt høståret med en forventet eksport på 5,9 millioner tons hvede i juli og august, siger det russiske analysefirma SovEcon og det er dels den laveste mængde siden 2017 i de måneder og 27 procent lavere end de samme måneder sidste år, men Rusland har høstet op imod 20 millioner tons mere hvede i år.

Det europæiske hvedemarked er således fanget imellem en stærk tone på afgrødebørsen i Chicago i sympati med den turmult, som ofte følger i kølvandet på meldingerne fra den årlige Crop Tour og en negativ retning på hvedemarkedet i Sortehavet. I den forbindelse minder jeg om, at det er hveden fra Sortehavet, som vi er i direkte konkurrence med.

Det kan også ses på de fysiske priser basis frit om bord Nordvesteuropa. Her så vi først i sidste uge nedadgående teknisk gennembrud, to dage inden det tilsvarende gennembrud kom på børsen og i denne uge stiger de fysiske priser, men slet ikke i samme omfang som børsstigningerne.

Kigger vi på de fysiske priser, er der blot tale om en simpel korrektion efter et markant fald i sidste uge og et stort teknisk gennembrud. På børsen må vi dog erkende, at korrektionen måske nok er større end forventet. Når man er udfordret på analysen og dermed forventningerne, er det ofte en god ide at zoome lidt ud.

Priserne har dannet en top og den korte trend er vendt til faldende efter brud under 370 euro og 100 dages glidende gennemsnit. Efterfølgende er priserne brudt under en langsigtet stigende trendlinje og et stigende moment er brudt.

Det skal ses som advarsler til den lange stigende trend og bryder priserne under 310 euro, vender den lange trend til faldende. Vi var under i sidste uge, men havde dog ikke luk under. Holder vi udviklingen på det fysiske marked med fald i Rusland og mindre stigninger i Nordvesteuropa, ligner det noget af en overreaktion/korrektion på børsen

Korrektion i en faldende trend

Vi ser noget korrektion på afgrødebørserne efter sidste uges fald og således også i rapsfrøpriserne. Spørgsmålet for mange er så, er det her i virkeligheden starten på en vending og når vi søger svar på et oliefrøprodukt som rapsfrø, er det ofte en god ide at kigge over imod palmeolien. Palmeolien viste vejen op i perioden fra 2020 til 2022 og siden toppen tidligere på året, har palmeolien også vist vejen ned igen.

Palmeolien dannede således en top i området over 5.300 ringhit og efterfølgende er det gået meget stærkt ned ad bakke for priserne på palmeolie, men i de seneste uger ser vi lidt korrektion – et flag eller vimpel – og det er et typisk fortsættelsesforløb, om ofte sidder midt på et større forløb.

Palemolien peger således ned imod 3.000 ringhit svarende til tidligere topniveau, som for rapsens vedkommen ligger nede i 525/550 euro

Afgrødeeksperter støtter sojaen

Amerikanerne har taget hul på den årligt tilbagevendende ProFarmer Crop Tour, hvor to hold af afgrødeeksperter rejser rundt i Midtvesten for at se på majs og soja.

I går var det ene hold i South Dakota og har fandt de 871 bælge med sojabønner pr  3 x 3 fod (er det ikke næsten en kvadratmeter?) imod 996 bælge sidste år i de samme marker og 1.026 bælge i gennemsnit set over de sidste tre år.

Bedre ser det ud i Ohio, hvor det andet hold af eksperter var på besøg. Her kunne de tælle sig frem til 1.132 bælge pr 3 x 3 fod kvadrat og det er mere end de sidste tre års gennemsnit på 1.038 bælge.

Eksperterne kommer ikke med udbytteforventninger til sojaen, men majsen gik i vejret efter meldingerne fra afgrødeeksperterne og sojaen fulgte med. Hmm i min bog er den der ProFarmer lidt en mediebegivenhed, som tiltrækker sig meget opmærksomhed og turbulens, imens den står på, men ugen efter er den som regel glemt igen. Det er WASDE rapporterne, der kommer med det store billede.

Teknisk tester december termin atter vigtig modstand i 430/440 dollar området og brud over sender signal om, at priserne skal imod 500/550 dollar. Jeg må dog erkende, at det er meget svært at finde de grundlæggende argumenter for sådanne stigninger

2022-08-23T19:58:07+02:00august 23rd, 2022|Dagens update|