Dagens Update 3. februar 2020

Dagens resumé

De kinesiske aktier droppede med otte procent ved ugens start i sympati med spredningen af corona virus i Kina. Det fald sendte negativ stemning ind på afgrødebørsen i Chicago med pres på hveden og majsen til følge.

I Paris blev presset dog i nogen grad opvejet af et højt eksporttempo og høje priser på russisk hvede, men også dollarstigninger samt en stigende rubel.

Rapsen fladt igen på især gammel høst terminen, men presset blev også her begrænset af dollarstigningerne og også af et lille rebound på palmeoliebørsen i Malaysia og på sojaoliebørsen i Chicago.

Omvendt blev sojaskråen sendt lidt ned af begyndende høstpres i Brasilien, men her blev faldet dog begrænset af fortsat tørt vejr i Argentina, men også af en del regn i Brasilien. Der er endnu ikke tale om høstproblemer, men fortsætter det våde vejr de kommende uger, kan bjergningen af sojaen blive en udfordring.

Endelig droppede råolien sammen med aktierne og det er altså ikke tid til køb af dieselolie, selv om oliesælgerne gør en ihærdig indsats for at overbevise landmændene om, at olien ikke kan falde mere – JO DET KAN DEN. Priser under 55 dollar på børserne er før set og faktisk har priserne været mere under end over 55 dollar de sidste fem år.


Russisk eksport på vej ned

På hvedebørsen i Chicago blev ugen indledt negativt i sympati med spredningen af corona virus i Kina. De kinesiske aktier droppede således med otte procent i mandagens handel.

361 er registreret døde i Kina og der er således cirka to procent af antallet af smittede, som er afgået ved døden. Til sammenligning koster en almindelig dansk influenzaepidemi cirka en procent døde blandt de sygdomsramte.

På hvedebørsen i Paris blev ugen indledt med priser, der var fanget imellem pressede amerikanske priser på den ene side og en stigende dollar samt høje priser på russisk hvede på den anden.

Javel i sidste uge korrigerede priserne på det russiske hjemmemarked en kende og på samme måde så vi lidt negativt på priserne basis frit om bord Sortehavet, men Ægypten købte hvede forleden og her blev russisk hvede valgt fra, imens der blev købt 180.000 tons fransk hvede.

På samme måde faldt eksporten af hvede ud af Rusland i sidste uge og der blev kun lastet 315.000 tons hvede i russiske havne. Det er den mindste mængde på en uge siden juli 2019, hvor høsten omkring Sortehavet for alvor tog fart.

De stigende priser på russisk hvede slår således igennem i det russiske eksporttempo og verdens største eksportnation er i færd med at lukke ned for i år. Det åbner naturligvis en ladeport af muligheder for EU eksporten og dermed afviklingen af det relativt store overskud fra sidste års flotte avl i især Frankrig.

De ugentlige eksportdata fra EU kommissionen viste således, at der den 27. januar var eksporteret 16,4 millioner tons hvede ud af EU i dette høstår og det er 65 procent mere end på samme dato sidste år, imens bygeksporten er 51 procent højere og importen af majs er faldet med syv procent.

Hen over eftermiddagen benyttede køberne i Chicago af de lavere priser. Dermed gik presset af markedet igen, men der var også støtte fra meldinger om, at it giganten Huwei valgte at starte fabrikkerne op efter nytårsferien i Kina.

At presset gik af markedet igen handlede imidlertid også om, at der er teknisk støtte i området omkring 545 cent og bliver priserne afvist her, får vi reelt set den stigende trend bekræftet.


Vent stadig med køb af diesel

Vi taler med landmænd, som bliver kimet ned af deres olieselskab, hvor de bliver fortalt, at det er tid til prissikring af dieselolien både et og halvandet år frem, men nej det er det ikke. Intet er ændret! Produktionen i USA stiger stadig og javel OPEC taler om, at de måske sænker produktionen i sympati med corona virus i Kina, men hidtil er det ikke andet end snak.

Teknisk er priserne igen ved oversiden af støtten i 50 dollar på et tidspunkt, hvor momentet er faldende. Bryder priserne under og det skal vi teknisk set forvente, er der dannet en top, som bekræfter den korte faldende trend, som blev etableret efter brud under 65 dollar sidste år. Brud under 50 dollar åbner op for et fald ned imod støtten i 40/45 dollar.

Efterfølgende brud under 40 dollar taler for, at priserne vil gå helt ned i området imellem 20 og 25 dollar. Brud under 50 dollar er ret sikkert, men det er omvendt mere usikkert, om priserne bryder under 40 dollar. Vi foreslår derfor, at der kun købes en tank af gangen nu, men at der shoppes for eksempel et halvt år frem, når priserne rammer 40 dollar.


2020-02-03T18:34:32+01:00februar 3rd, 2020|Dagens update|