Veg.olie i langsigtet optrend
Anbefaling
Raps- og palmeolie går i vejret og rapsen er brudt over 475 euro. Dermed er rapsen ude af det limbo, som den har været i det sidste halve år og nu kigger vi imod 500/525 euro og sandsynligvis højere. Køberne skal købe og sælgerne skal afvente.
Vending på palmeolie
Priserne på palmeolie er gået hurtigt i vejret i de seneste uger og de er nu brudt afgørende over 4.500 ringhit på børsen i Malaysia. Dermed vender den lange trend tilbage til stigende og det er nu ret sikkert, at priserne skal tilbage til området omkring 8.000 ringhit eller højere i løbet af 2025 og 2026. På den korte bane må vi dog forvente, at gennembruddet bliver efterfulgt af lidt korrektion, hvor priserne søger tilbage imod oversiden af netop 4.500 ringhit, inden priserne fortsætter op imod næste modstandsområde i 5.700 ringhit.
Rapsolie bryder over 1.125 euro
På samme måde sluttede oktober med priser over 1.050 til 1.125 euro og det er den højeste månedsafslutning siden i tæt ved to år og dermed vender den lange trend på rapsolien også til stigende. Både for palmeolien og rapsolien var trendvendingen ventet, fordi momentet længe har været stigende.
Teknisk set skal vi nu forvente, at rapsolien går imod 1.450 euro området, men lige som vi ikke må blive overrasket, hvis vi ser lidt korrektion på palmeolien, kan det let vise sig, at priserne på rapsolien falder tilbage imod 1.000 euro igen, inden de går imod 1.450 euro senere.
Grundlæggende kommer stigningerne på den vegetabilske olie dels fra et fald i produktionen af solsikkefrø og rapsfrø på elleve millioner tons, men også fra skuffende udbytter i palmeolieproduktionen i Sydøstasien. Dertil kommer, at regeringen i Indonesien har besluttet, at der skal blandes 40 procent palmeolie i dieselolien som et led i den grønne omstilling.
Rapsfrø har endnu ikke brudt
På rapsfrøbørsen sluttede oktober også med de højeste priser i tæt ved to år, men dog under modstanden i 525 euro. Måler vi udelukkende på basis af månedsafslutning, kan man egentlig godt tale om et opadgående gennembrud, men på uge- og dagsgrafen er der endnu ikke brudt. Det skal imidlertid nok komme. Momentet er nemlig stigende og rapsolien går næppe imod 1.450 euro, uden rapsfrøene går med.
Problemet for rapsfrøene er dog, at de ikke kun består af olie, men at der også er en proteindel i form af rapsskrå. Priserne på sojaskrå og dermed protein er sat under pres af udsigt til en stor sojaavl i USA og Sydamerika, men også af de stigende priser på vegetabilsk olie. De stigende priser på vegetabilsk olie øger nemlig lysten til at presse olie ud af sojabønner, men det kan man ikke gøre, uden der også ligger en bunke protein tilbage i form af sojaskrå.
På den korte bane kan det ikke udelukkes, at rapsfrøene også vil korrigerer lidt i sympati med tilsvarende korrektion på palme- og rapsolie og noget handel i intervallet imellem 490 og 525 euro er absolut en mulighed, inden priserne bryder afgørende over 525 euro senere. Prisfald tilbage til 490/500 euro området skal dog ikke bruges som en god anledning til at gå i sælger panik, men i stedet skal sådan et fald ses som en købsmulighed. Sælgerne skal fortsat holde sig i ro og det gælder også salg af rapsfrø på lange kontrakter fra høst 2025.
Rally på solsikkefrø
At rapsen nok skal bryde over 525 euro, bliver bekræftet af, at priserne på solsikkefrø basis leveret på havnen i rumænske Konstanza er steget meget markant siden høst. Den korte trend vendte til stigende efter brud over 400/420 euro området inden høst og efter en korrektion hen over høstperioden tilbage til netop 400/420 euro, er det gået meget hurtigt opad i den første del af efteråret og solsikkefrø koster nu mere end rapsfrø.
Det gør det naturligvis mere interessant at presse olie af rapsfrø end af solsikkefrø og det vil øge efterspørgslen efter rapsfrø med støtte til rapsfrøpriserne til følge. Det betyder imidlertid også, at der vil være oliemøller, som vender solsikkefrøene ryggen. Vi bør således ikke blive overrasket, hvis vi står overfor noget korrektion, der sender priserne tilbage imod 500 euro igen i den kommende periode.
Nu har vi skrevet meget om muligheden for korrektion på priserne i oliefrøkomplekset, men hvor dyb og hvordan en korrektion bliver, er ofte meget svært at spå om. En korrektion kan være alt fra et lille skridt til siden, inden trenden igen kører derud af til en mere markant bevægelse imod trenden, som vi for eksempel ser det på hvedemarkedet i de her uger.
Retningsløs hvedehandel
Anbefaling
Lagrene i Europa falder til sit laveste i nyere tid. På samme måde falder lagrene af både hvede og korn i alt i de store globale eksportnationer. Teknisk er trenden vendt til stigende og det er nu ret sikkert, at priserne skal i vejret i de kommende måneder. Køb, hvis du ikke har og vent med at sælg
Ægypten køber EU hvede
På hvedebørserne i Paris og Chicago blev der handlet i begge retninger i usikker handel op til præsidentvalget i USA i dag. Priserne fandt støtte i en nyhed om, at Ægypten vendte de russiske sælgere ryggen i deres seneste indkøbstender og i stedet købte 240.000 tons hvede i EU i form af hvede fra Bulgarien og Rumænien, imens der blev købt en enkelt last hvede på 60.000 tons i Ukraine.
Russisk hvede var ellers billigere end EU hveden, men det ser ud til, at der er gået skår i det gode russiske/ægyptiske samarbejde. I oktober købte Ægypten i følge deres handelsminister 3,2 millioner tons hvede i Rusland, hvor russerne skulle levere 500.000 tons om måneden, men oktober leverancerne er ikke kommet og i weekenden sendte Ægypten en tender i markedet, hvor de søgte hvede til hurtig levering og den endte så med, at Ægypten ikke købte russisk, selv om russisk ellers var billigere end hvede fra Rumænien og Bulgarien.
På den anden side blev hveden begrænset af, at det regner i det amerikanske hvedebælte og det kan ses i de ugentlige afgrødekonditioner fra USDA. 41 procent af vinterhveden er således i god til særdeles god kondition imod 38 procent i sidste uge og kategorien rimelig kondition faldt med tre procent til 36 procent, imens 23 procent stadig er i ringe til meget ringe kondition. Endelig fandt priserne støtte i nye salg af amerikansk majs til eksport.
Paris og Chicago hvede
Teknisk er den korte trend vendt til stigende i både Chicago og Paris, men i de seneste uger har vi set en dyb korrektion. Korrektionen har dannet en faldende kile og teknisk set skal vi forvente, at sådan en brydes i opadgående retning. Samtidig er en korrektion et typisk fortsættelsesforløb og det betyder, at priserne fortsætter i samme retning efter kilen, som de var i inden og i dette tilfælde er det jo op.
Korrektioner ligger ofte midt på et prisforløb og kommer det også til at være tilfældet denne gang, har vi et forløb fra 205 til 245 euro, altså over 40 euro og så skal vi forvente, at næste forløb også bliver på cirka 40 euro. Stopper korrektionen her ved oversiden af 225 euro, skal vi således forvente, at det efterfølgende forløb sender priserne imod 260/275 euro området.
Farmerne overvejer sojaarealet
Anbefaling
Amerikanerne høster rekord, det regner i Brasilien og der er udsigt til store sojalagre, imens priserne er brudt under 310 dollar og det peger alt sammen ned, men priserne er i den nederste del af den langsigtede handelskanal, fragtpriserne er lave og dollaren kravler op. Priserne er, hvor vi gerne vil have dem. Vi anbefaler køb til Sankt Hans og gør klar til yderligere køb på lange kontrakter.
US høsten er i hus
Med 94 procent høstet søndag aften er den amerikanske sojahøst tæt på at være afsluttet. De resterende arealer finder man i den sydlige del af USA, hvor der dyrkes soja efter hvede og det giver alt andet lige en senere høst. Dermed er det efterhånden ret sikkert, at den amerikanske avl sætter rekord i år. Samtidig regner det stadig i Brasilien og der er mere vand på vej. Javel der er stadig længe til februar, hvor modning og høst for alvor tager fart, men for nuværende ser det ud til, at Brasilien sprænger alle tidligere rammer og høster en meget stor avl i det tidlige forår.
Det lægger naturligvis pres på sojapriserne og det kan ikke udelukkes, at priserne skal lidt lavere, men lave priser sætter på den anden side også gang i tankerne hos de amerikanske landmænd, der skal bruge vinteren til at fundere over, hvad der skal i jorden til foråret. Majssalget til eksport går strygende og stigende sukkerpriserne øger interessen efter majsbaseret ætanol, imens trenden på majsbørsen er vendt til stigende. Det kan således vise sig, at de amerikanske farmere vælger at så mere majs på bekostning af soja til foråret.
Dertil kommer, at de økonomiske nøgletal taler et tydligt sprog – Det går bedre i USA end i Euroland og renteforskellen imellem de to økonomier er stigende til dollarens fordel. Det kan udløse højere dollarkurser. De nuværende lave priser i bunden af den langsigtede handelskanal, skal derfor ses som købspriser og med vores anbefaling i går om køb af sojaskrå frem til Sankt Hans, tager vi nu hul på afdækning på lange kontrakter og forvent at der kommer flere købsanbefalinger i løbet af november, så hele 2025 er dækket af, inden den kritiske del af vækstsæsonen i Brasilien indledes i december.
Trenden er stadig ned
På sojaskråbørsen i Chicago er den lange trend faldende efter brud under 385/400 dollar og den lange faldende trend blev bekræftet i fredags, da priserne brød under 300 dollar. I denne uge ser vi lidt korrektion efter gennembruddet og det er sådan set lige efter bogen ud i tekniske analyse. Det kan ikke udelukkes, at priserne vil korrigerer helt op til 310/315 dollar, men pilen peger fortsat ned imod 285 dollar både grundlæggende og teknisk set.
Priserne er dog tæt på bunden af den langsigtede handelskanal og vi kan måske spore noget stigende moment på RSI indikatoren på ugegrafen. MACD er dog stadig faldende både på uge- og månedsgrafen og det samme gælder RSI på månedsgrafen, så det er for tidligt at råbe klart stigende moment.
Vores forventning er heller ikke, at priserne rammer bunden for at springe i vejret med 100 dollar efterfølgende. Priserne rammer sandsynligvis en bund her i november og så skal vi måske se en bevægelse op imod 325/350 dollar hen over den brasilianske vækstsæson efterfulgt af et nyt besøg i bunden af den langsigtede handelskanal, når høsten i Brasilien tager fart – Dog under forudsætning af god avl i Brasilien. Bliver avlen i Brasilien god, skal vi også forvente en del handel imellem 280/300 dollar og 325/350 dollar langt ind i 2025