EU hvede stadig billigst

Når vi læser flere danske analytikeres meldinger, får man nærmest indtrykket af, at EU hvedens konkurrenceevne er skudt i sænk, men de analytikere, som gerne vil  tale hvedepriserne i kulkælderen, er galt orienteret.

Grafen viser således hvedepriserne basis frit om bord den Mexicanske Golf (rød kurve), frit om brod Novorussysik i Sortehavet (grøn kurve) og frit om brod franske Rouen (blå kurve).

Den viser også, at fransk hvede koster 183 euro, at russisk hvede koster 189 euro, imens US hveden ligger helt oppe i 215 euro.

Nu er det godt nok mange år siden, men da jeg gik i skole, var 183 euro mindre end 189 euro og meget mindre end 215 euro, så hvis det ikke har ændret sig siden starten af 1980’erne, er den franske hvede stadig billigst blandt de store eksportnationer i vores del af verden.

Javel EU hveden har halet ind på den russiske hvede og det betyder naturligvis, at de lande som ligger tættest på Rusland og således har en billigere fragt på russisk hvede end på fransk hvede, igen kan finde forretning i at købe russisk. Det kunne for eksempel være Tyrkiet, Iran og Ægypten, imens de lande som ligger fragtneutral eller nærmere Frankrig, stadig finder hveden billigst i Frankrig.

Det kunne for eksempel være en stribe lande i Nordafrika og nu er det jo sådan, at hverken Rusland eller EU kan mætte verdens 182 millioner tons hvedeimportbehov alene, så selv om EU hveden nu “kun” er seks euro billigere end hveden fra Rusland, er der såmænd kunder nok derude til hveden fra både EU landene og Rusland og der er langt fra tale om et scenarium, som vi før har set det, hvor den russiske hvede er markant billigere end EU hvede og hvor EU hveden således bliver fejet af bordet i de store importnationer. Faktisk kunne man jo tilføje, at den dyre amerikanske hvede åbner muligheder for EU hveden på oversøiske markeder i Asien og Sydamerika

Vi gør opmærksom på, at der er betydelig risiko forbundet med handel med råvarer, samt at agrocom.dk ikke kan gøres økonomisk ansvarlig for eventuelle tab, som opstår i forbindelse med analyser og rådgivning fra agrocom.dk.