Anbefaling
Priserne på sojaolie har længe været den tunge dreng i oliefrøkomplekset, men efter markante stigninger står vi med en teknisk afvisning og dermed er vi efterladt med en langsigtet stigende trend på palmeolie og en stigende trend på dollaren, imens det negative fra sojaolien er forduftet. Vent med salg af rapsfrø
Modstand i 540 euro
På rapsfrøbørsen er priserne brudt over 490/525 euro og dermed er den lange trend vendt til stigende. Efterfølgende har vi set en del korrektion i intervallet imellem netop 490 og 525 euro, men nu er priserne atter brudt over 525 euro med hjælp fra stigende priser på sojaolie og en stigende dollar.
Dermed bliver den korte stigende trend genoptaget og den lange stigende trend bliver bekræftet. Bryder priserne også over 540 cent, får vi atter den korte og lange stigende trend bekræftet og det kommer til at ske. Momentet er nemlig stigende og priserne ligger over de glidende gennemsnit på et tidspunkt, hvor begge snit er stigende med det korte 100 dages snit over det lange 250 dages snit. De teknisk indikatorer taler således for, at priserne bryder over 540 euro og går imod 575/625 euro området.
Ny høst rapsfrø
På vores Hotline taler vi med landmænd, der enten overvejer salg af høst 2025 rapsfrø eller det modsatte, nemlig at købe tidligere solgte 2024 høstede frø tilbage igen i form af futures.
Priserne på løbende 2. position er i en stigende trend, som beskrevet ovenfor, og selv om ny høst frøene har svært ved at følge 100 procent med op, er trenden også stigende her.
Senest blev den stigende trend bekræftet, da priserne brød over 485 euro og bryder priserne også over 500 euro, skal ny høst imod 550/575 euro. Eller måske højere, hvis vejret udfordrer den kommende avl af rapsfrø.
Det er således ikke tid til salg og har du tidligere solgt, kan du enten genkøbe på maj terminen her ved undersiden af 540 euro for at gå efter +/- 600 euro, eller du kan købe på august terminen her i 490 euro for at gå efter 550 euro i første omgang. Men måske meget mere, hvis vejret vil det til foråret. Fordelen ved at købe på august terminen er også, at du kommer lavere ind og dermed er den nedadgående risiko også tilsvarende lavere. Med den stigende dollar in mente kommer vi næppe under 460 euro igen og der er jo længere ned til 460 euro fra 540 euro, end der er fra 490 euro.