Kvælstofpriserne rasler ned

På agrocom.dk har vi været tilbageholdende med at købe gødning til den kommende vækstsæson i forventningen om, at vi får en næsten normalisering af kvælstofpriserne i løbet af 2023 og med den seneste udvikling i priserne på kvælstof på verdensmarkedet, får vi vores forventninger bekræftet, men vi når næppe helt ned inden foråret.

Sidste år brød priserne på urea basis frit om bord NOLA i Florida under 580 dollar og der blev dannet en dobbelt top, som vendte trenden til faldende. Samtidig brød priserne med en stigende trendlinje og momentet vendte til faldende. Efterfølgende så vi den klassiske korrektion, hvor markedet forsøger at vinde det tabte tilbage, men priserne mødte modstand ved undersiden af den stigende trendlinje, imens det faldende moment blev bekræftet.

Herefter har priserne mistet sit opadgående moment og med et fald fra 800 til 400 dollar – altså en halvering – i de sidste par måneder samt brud under 485 dollar, får vi den faldende trend bekræftet. Vi skal forvente yderligere prisfald ned imod området imellem 300 og 350 dollar, hvor vi skal vente en del støtte til priserne.

Langsigtet kan vi dog ikke udelukke, at priserne skal helt tilbage til den nederste del af det langsigtede handelsinterval, som strækker sig fra 200 til 900 dollar, men det mest sandsynlige er dog, at priserne i første omgang finder støtte i 300/350 dollar og korrigerer op imod 485 dollar, inden de falder igen senere. I det fald får vi så svaret på, om næste bund bliver dannet ved oversiden af 300 dollar, eller om priserne faktisk skal helt ned til 200 dollar igen i 2024.

Prisfaldet på kvælstof handler naturligvis om, at priserne på naturgas rasler ned. I USA er gaspriserne således tilbage under 10 dollar og de er således på vej tilbage i det oprindelige interval til trods for en god efterspørgsel efter LNG gas fra USA til Europa. På samme måde er de europæiske priserne brudt under 90 dollar til trods for, at der ikke kommer meget mere gas ud af Rusland.

Priskurven på kvælstof fortæller sådan set en historie om, at verden efterhånden har lært at leve uden den russiske gas og at selv om der ikke kommer gas ud af Rusland, er der energi nok til rådighed. Det korte af det lange er, at Putin med hans angreb på Ukraine, har skidt i nællerne, fordi hans råvarer ikke længere er en forudsætning for den vestlige økonomi, imens resten af verden står tilbage med vished om, at nok gav omstillingen dønninger, men at der efter stormen kommer en normalisering.

 

Vi gør opmærksom på, at der er betydelig risiko forbundet med handel med råvarer, samt at agrocom.dk ikke kan gøres økonomisk ansvarlig for eventuelle tab, som opstår i forbindelse med analyser og rådgivning fra agrocom.dk.