Priserne på rapsfrø på børsen i canadiske Winnipeg faldt først på året efter Canada arresterede den canadiske direktør for den kinesiske telegigant Huawei. Kina valgte nemlig efterfølgende at lukke ned for alt import fra Canada og det ramte den canadiske eksport af rapsfrø til Kina.

I forvejen var retningen negativ på den canadiske rapsfrøbørs, fordi den gode afsætning til Kina havde øget arealerne i 2017 og igen i 2018.

De lavere canadiske priser kom omvendt som en redningskrans for de europæiske oliemøller, som havde svært ved at finde forsyninger i EU landene efter en ringe 2018 høst.

Ulykkerne var dog ikke slut for de canadiske landmænd, der efterfølgende havde store problemer med at etablerer vårrapsen som følge af tørt vejr og ulykkerne er fortsat i de seneste måneder, hvor ekstremt vådt vejr i august og især september er afløst af tidlig vinter.

Den tidlige vinter gør det svært at få vårrapsen høstet og i delstaten Alberta lå 17 procent uhøstet på skår den 5. november, siger regeringen. I delstaten Saskatchevan var 12 procent ikke høstet og i Manitoba manglede 9 procent af rapsfrøhøsten. Siden den 5. november har Canada været dækket af sne og temperaturerne har ligget imellem ti og tyve graders frost, så der er nok ikke høstet mange hektar siden. De canadiske rapsfrøavlere får sandsynligvis chancen for at høste igen til foråret, når rapsen kommer ud af fryseren, men normalt er høst om foråret forbundet med dels et betydeligt tab af udbytte og kvalitet og forårshøstede rapsfrø kan kun sælges med store fradrag.

Vejrproblemerne har løftet priserne på rapsfrø i Winnipeg hen over vækstsæsonen og i sidste fandt priserne yderligere støtte i, at Kina har lukket op for importen af canadisk svine- og kyllingekød igen og dermed stiger håbet for, at Kina også genåbner importen af rapsfrø fra Canada.  Samtidig finder priserne støtte i en god eksport til EU landene, efter EU igen har høstet en meget ringe avl.

Teknisk er priserne på rapsfrø på børsen i Winnipeg brudt en kortsigtet faldende trend og bryder priserne over 330 euro, vender den korte trend til stigende. Et faldende moment er brudt og momentet er nu stigende, så indikatorerne antyder, at rapsen vil bryde opad. Langsigtet handler den canadiske raps i et trendløst interval imellem 280/300 euro i bunden samt 360/390 euro i toppen af intervallet og der er ikke udsigt til, at det vil ændre sig i nær fremtid.

Nederste graf viser prisforskellen imellem Winnipeg og Paris, men også hvad det er, som har holdt vores rapsfrøpriser nede til trods for to år med ringe EU avl, nemlig lave priser på candiske rapsfrø. Bryder rapsfrøene i Winnipeg over 330 euro, vil det således få stor positiv betydning for vores rapsfrøpriser.