Rally på rapsfrøbørsen

Der er ikke meget at glæde sig over for de canadiske landmænd i år. I dag blev rapsfrøavlen således atter nedjusteret til 12,8 millioner tons svarende til et fald på 34 procent sammenlignet med sidste års avl.

Samtidig blev priserne på sojaolie sendt i vejret på børsen i Chicago og det gav alt sammen støtte til rapsfrøpriserne, der gik op med et par procent i Paris.

Med stigningerne blev priserne sendt afgørende over 570 euro i Paris og priserne bevæger sig nu ind i det sidste og meget hektisk forløb op imod ??? Tja sandsynligvis 600 euro måske 625 euro, men 700 euro kan heller ikke udelukkes. Det bliver således vildt og voldsomt fra nu af.

På den lange august 2022 termin – altså høst 2022 rapsfrø – brød priserne på samme måde over 485 euro. Dermed slutter den seneste korrektion og vi får den korte stigende trend bekræftet. Priserne er nu på vej imod området over 500 euro – Ja måske op i intervallet imellem 525 og 545 euro svarende til 385 til 395 kroner ab gård i Danmark.

Vi taler med en del, som lider af højdeskræk og hellere vil sælge i dag end i morgen, fordi de frygter, at det hele bryder sammen i morgen, men vi er i starten af høståret og der kommer ikke friske forsyninger før i juni/juli, imens priserne på veg.olie stadig er på vej op. Samtidig er den stigende trend fuldt intakt og bemærk også stigende moment – Så det er ikke endnu, at du skal sælge høst 2022.

 

Vi gør opmærksom på, at der er betydelig risiko forbundet med handel med råvarer, samt at agrocom.dk ikke kan gøres økonomisk ansvarlig for eventuelle tab, som opstår i forbindelse med analyser og rådgivning fra agrocom.dk.