Tyske slagtesvin ned med 40 øre

Afregningspriserne på slagtesvin falder med små 40 øre pr kg til 13,93 kroner i den kommende uger, skriver AMI på deres hjemmeside i dag.

AMI forklarer faldet med afslutningen på påsken, men også med forsamlingsforbuddet i Tyskland. Vejret er ellers til at finde grillen frem, men med en grænse for forsamling på to personer, så er grillfesten måske ikke, hvad den plejer at være.

Samtidig siger AMI, at den tyske eksport til Kina også bliver begrænset af transportproblemer på grund af corona, men også af tilbageholdende købere, som har blikket imod det frit faldende amerikanske marked.

Med faldet kan markedet være i færd med at danne en dobbelt top og læg mærke til at priserne bryder under de glidende 100 og 250 dages glidende gennemsnit. Det er sjældent et godt tegn, men vi skal dog se priserne under  13,25 kroner, inden trenden vender til faldende.

Vi gør opmærksom på, at der er betydelig risiko forbundet med handel med råvarer, samt at agrocom.dk ikke kan gøres økonomisk ansvarlig for eventuelle tab, som opstår i forbindelse med analyser og rådgivning fra agrocom.dk.