Vådt efterår forsinker hvedesåningen

Sensommeren var ekstremt tør i store dele af Vesteuropa og det har reduceret arealet med rapsfrø i Frankrig og Tyskland. Det franske analysefirma Strategi Grains forventer således, at næste års rapsfrøavl kun bliver på nitten millioner tons.

Siden har det imidlertid regnet langt mere end normalt i Danmark, Frankrig, Tyskland og især i England og det har forsinket såningen med vinterkorn.

Det britiske CMR AgriCommodities estimerer hvedesåningen til at være imellem 40 og 50 procent færdig. Der er stadig lidt tid at løbe på, men vejrudsigterne er langt fra ideelle, siger Ben Bodart, der er direktør for AgriCommidities.

Ben Bodart tilføjer, at sidst briterne oplevede et tilsvarende efterår, var i 2013, hvor hvedearealet faldt med nitten procent og at næste års avl af vårsæd måske bliver betydeligt større end normalt.

I Frankrig sagde det franske landbrugsministerium AgriMere fredag, at 67 procent af hveden var sået den 4. november og at såningen nu er otte dage bagud i forhold til de sidste fem års gennemsnit.

Vinterbygsåningen er 81 procent overstået imod 91 procent sidste år på samme tidspunkt. Såningen af vintersæd er påvirket en del af det våde vejr i Frankrig og Storbritannien, siger Benoit Fayaud fra Strategi Grains og at det vil betyde, at nogle landmænd sår mindre end planlagt, men det er for tidligt at tale om muligheden for lavere udbytter til næste høst på grund af det våde vejr.

I Tyskland tales der om, at optagningen af sukkerroer og majshøsten er hårdest ramt af det våde vejr, men også at det er svært at komme med et estimat over, hvor meget vintersæd der er sået, men forventningen er, at arealet falder.

Imens det har og er ekstremt vådt i Vesteuropa, har store dele af Østeuropa oplevet sommer og tørt vejr både i sensommeren, men også hen over efteråret. Det har naturligvis gjort det let at færdes i markerne, men vintersæden er etableret under meget tørre forhold. Den største frygt er, at det varme og tørre vejr bliver efterfulgt af hård frost, inden der falder sne.

Det tørre vejr omkring Sortehavet fik i øvrigt analysefirmaet ProAgro fra Ukraine til at nedjustere dette års majsavl med 4½% til 35,7 millioner tons, hvor 30 millioner tons sælges til eksport, hvor EU landene er de helt store indkøbere til den ukrainske majs, men Kina køber også en del majs i Ukraine – til trods for at USDA siger, at kineserne ligger med halvdelen af de globale majslagre.

Vi gør opmærksom på, at der er betydelig risiko forbundet med handel med råvarer, samt at agrocom.dk ikke kan gøres økonomisk ansvarlig for eventuelle tab, som opstår i forbindelse med analyser og rådgivning fra agrocom.dk.