Anbefaling
Hveden i Chicago har fundet støtte i 535/545 cent endnu en gang og de tidlige høstmeldinger fra Sortehavet skuffer, så afvent salg og køb imens kornet er billigt.
Stille handel
Sælgerne har trukket sig, men køberne er fortsat tilbageholdende og det giver små udsving i lille omsætning. Markedet er tilbageholdende op til WASDE rapporten fra USDA fredag, men også op til hvedehøsten for alvor tager fart i de store hvedeområder i Frankrig og Tyskland.
Høsten er i indledt i hveden i Sydfrankrig, men her er der tale om durumhvede og afgrøder som har fået en del vand i vækstsæsonen, men hvordan ser det ud, når majetærskerne tager fat i de store franske hvedeområder i Nordfrankrig, hvor vækstsæsonen har været historisk tør? Vejrudsigterne antyder, at svaret kommer i næste uge.
WASDE rapport i sigte

Der er naturligvis også fokus på den kommende WASDE rapport, men det bliver næppe en rapport med store forskydninger. USDA vil givetvis også gerne se mere konkrete høstresultater fra Europa, inden den ukrainske, russiske og vesteuropæiske hvedeavl justeres.
Samtidig er det nok også for tidligt for USDA at begynde på justeringer af majs- og vårhvedeavlen i Nordamerika, men det er sandsynligt, at den brasilianske majsavl opjusteres og måske får hvedeavlen samme sted en nedjustering efter voldsom nedbør kombineret med nattefrost, der måske har ødelagt op imod 1/3 af den brasilianske hvede.
Teknisk antyder et stigende moment fortsat, at markedet er i færd med a bunde ud, men vi skal dog se hveden i Paris over 210 euro, inden priskurven bekræfter det stigende moment og inden vi kan tale om en egentlig bund. Endelig skal vi se priserne over 220/225 euro, inden den korte trend vender til stigende.