På grund af sommerferie udkommer Dagens Update i en kort ferieudgave i resten af juli
Høstpres og drop i Chicago
På hvedebørsen i Paris sluttede fredagen med lavere priser efter en dag med en fast tone. Priserne fandt nemlig støtte i endnu en nedgradering af de franske hvedekonditioner og skuffende udbyttemeldinger fra Frankrig.
Dertil kommer tyske vejrmeldinger, som ikke er særligt høstvenlige og som kan koste kvalitet i den tyske høst, men hen over fredag eftermiddag blev der atter lagt pres på priserne i Chicago.
Den amerikanske vårhvede kan komme til at give rekordudbytter, sagde et hold af afgrødeeksperter, som var på tur i vårhvedeområderne.
Presset kom imidlertid også fra en generel svag tone på de dollar baserede råvarebørser efter flere nøgletal, der viser, at den amerikanske økonomi er under nedkøling.
I dag blev der igen lagt pres på priserne i Chicago, men varsler om mere regn til Frankrig og især Tyskland, men også tørke omkring Sortehavet holdt en hånd under priserne i Paris.
Javel det tørre vejr på de kanter har sikret en hurtig hvedehøst, men majsen er ramt og det vil reducere presset fra billige ukrainske vare på det europæiske kornmarked.
Regn til Midtvesten
Presset på soja og majs blev ikke mindre af, at trusler om tørt og varmt vejr til de vest- og Nordvestlige dele af sojaområderne er blevet erstattet af tæt ved normal nedbør for årstiden samt moderate temperaturer.
Holder vejrudsigterne, kommer sojaen langt ind i den mest kritiske del af vækstsæsonen under tæt ved ideelle vejrforhold.
Vi har set et lille prishop på sojaskrå i sidste uge, men nu er argumentet for de højere priser væk og markedet tager igen prispræmien af bordet.
Teknisk er den korte trend på sojaskrå på ny høst december termin faldende efter brud under 365 dollar og igen efter brud under 335/330 dollar.
Stigningerne i sidste uge skal blot ses som den klassiske korrektion efter et gennembrud. Nu er priserne blevet afvist ved undersiden af 330/335 dollar. Den afvisning bekræfter reelt set gennembruddet og således den faldende trend samt vores vent med køb strategi på terminerne efter årsskiftet.
Rapsen taber højde
Presset på sojaen kunne genfindes i handlen med rapsfrø fredag og igen i dag, men priserne er stadig over afgørende støtte i 460 euro.
De europæiske udbytter skuffer nemlig og i dag nedjusterede det franske analysefirma Strategie Grains deres forventninger til dette års EU avl til 17,3 millioner tons eller fjorten procent under sidste års avl.
Rapsen er således, lige som hveden, fanget imellem et prisnegativt amerikansk billede og et prispositivt europæisk.
At det strammer til i Europa bliver bekræftet af, at op til udløb af august terminen, gik priserne på den termin i vejret i dag. I de seneste år med faldende priser, har vi set fald op til kontraktudløb.