Dagens Update 22. december 2020

Hveden viste teknisk styrke igen

Igen i dag blev dagen indledt markant lavere på hvedebørsen i Chicago i sympati med frygt for den der nye Covid-19 type, som er fundet i Sydengland, men markedet kunne heller ikke i dag opretholde presset på priserne, da amerikanerne kom i markedet hen over eftermiddagen. Pres blev således skiftet ud med stigninger på den amerikanske hvedebørs og priserne støder atter imod modstanden i 620 cent.

US hveden finder dels støtte i en vending i Sydney, hvor priserne er brudt over 295 australske dollar. Dermed er den helt korte trend på de kanter vendt til stigende og med de grundlæggende briller på kan man sige, at det australske høstpres ser ud til at være et overstået kapitel for i år.

Men der var også støtte fra Argentina, hvor havnearbejderne forlanger mere i løn, fordi deres købekraft bliver reduceret af en argentinsk peso, som er i frit fald. Strejken har skabt en armada af skibe i de argentinske havne, som venter på at blive lastet med især soja og majs, men også hvede til verdensmarkedet.

I Paris fandt priserne støtte i dollarstigninger efter amerikanerne har vedtaget en større hjælpepakke. Samtidig var der støtte til EU hveden fra stigende priser på russisk hvede basis frit om bord Sortehavet, hvor handlerne er i færd med at indkalkulere de 25 euro i eksportafgift, som bliver indført den 15. februar 2021. Udsigten til eksportafgift har imidlertid også lagt en dæmper på de interne russiske hvedepriser.

Støtten til EU hveden blev dog delvist udlignet af vejrudsigter, som lover en del nedbør i form af sne til Ukraine og dele af vinterhvedeområderne i Rusland hen over julen og årsskiftet. Javel de store hvedeområder i den russiske Krasnodar provins imellem Sortehavet og det Kaspiske hav får ikke nedbør, men her er det ikke helt så koldt, som i Volgaprovinsen, hvor der kommer sne.

Teknisk lægger EU hveden arm med modstanden i cirka 207 euro, ligesom US hveden prøver kræfter med 620 cent. Brud over 207/208 euro åbner for stigninger imod 213 euro igen, imens brud over 213 euro fortsat lukker op for et rally imod 235 euro området. Bemærk stigende moment og det taler for, at der er mere opadgående i vente for den europæiske hvede og det samme kan man skrive om den amerikanske.

Canadisk raps trak EU raps op

Priserne på canadiske rapsfrø på børsen i Winnipeg hamrer i vejret og er steget fra cirka 300 euro i foråret til små 400 euro i dag. EU rapsen er også gået op, men ikke helt så meget og i dag er canadisk raps kun ni euro billigere end EU raps. I den forbindelse skal du huske, at Canada er verdens største eksportnation og at canadierne således har behov for at være konkurrencedygtig på verdensmarkedet.

Omvendt er EU verdens største importland, men med den nuværende prisforskel på verdensmarkedet i forhold til EU markedet er der ikke økonomi i et importere rapsfrø. Dermed får EU landene ikke dækket underskuddet i form af import og der kommer et tidspunkt, hvor oliemøllerne bliver tvunget til at hæve priserne betragteligt, hvis de vil tiltrække sig råvarer til deres oliemøller.

Læg også mærke til at set over de sidste ti år, har canadisk raps kun kostet mere end EU raps i 2013. Vi nærmer os således et niveau, hvor enten EU rapsen skal op eller den canadiske raps skal ned. Med spekulative briller på er det en køb EU raps og sælg Canada raps situation, eller skrevet med andre ord så er EU rapsen ekstremt billig for tiden – Også selv om du måske tænker, at 295 kroner er da ikke så ringe endda.

Sojaen fortsætter op

En havnestrejke i Argentina har lammet udskibningen af sojaprodukter fra landet og op imod 100 skibe ligger i de argentinske havne, hvor de venter på at blive lastet. Samtidig fortsætter det tørre og varme vejr i store dele af Argentina. Dele af landet fik vand for nogle uger siden, imens Buenos Aires og Las Pampas provinserne ikke har set meget vand længe. I de seneste uger har det været tørt i hele Argentina og det tørre vejr fortsætter.

I Brasilien er der kommet mindre vand end normalt det sidste halve år og især de sidste par måneder har på den ene side leveret vand, men langt mindre end normalt. Det ser imidlertid ud til, at især i den nordlige og østlige del af sojaområderne er der en del vand på vej hen over julen.

Der er ingen tvivl om, at de tørre forhold har reduceret potentialet i den kommende avl, men juleregn er på den anden side “et minut i tolv” regn. Vandet sikrer måske ikke en rekordavl, med der er på den anden side heller ikke tvivl om, at vandet meget vel kan afværge en større tørkekatastrofe i Brasilien – Hvis de lovede mm bliver omsat til faktisk vanding af sojaen.

Teknisk er trenden stigende efter brud over 325/340 dollar og igen efter brud over 400 dollar. Vi skal vente modstand i 425/450 dollar og sandsynligvis en korrektion tilbage til oversiden af 400 dollar, inden priserne igen forsøger sig opad.

Om de bevægelser så bliver starten på afslutningen på opturen, er dog for tidligt at sige noget om, men bryder priserne under 375 dollar igen, vender trenden tilbage til faldende med mål nede i området imellem 340 og 350 dollar, hvor der i givet fald er stor støtte til priserne.

Om vi skal yderligere op imod 500 dollar eller ned imod 350 dollar afhænger sandsynligvis af udbyttemeldingerne fra de brasilianske høstmaskiner i februar. Overraskende gode udbytter kan bane vejen for et fald ned imod 340/350 dollar, hvor man får en købsmulighed, imens skuffende udbytter blot vil kaste mere brænde på det igangværende bål


Palle Jakobsen2020-12-22T19:03:13+01:00december 22nd, 2020|Dagens update|