Det britiske salgspres på hvedemarkedet er taget af

De engelske landmænd solgte hårdt ud hen over sommeren af frygt for, at en hårdt BREXIT ville afskære dem fra kunderne på verdensmarkedet, men siden Boris BREXIT flyttede ind i Downing Street ti og efterfølgende måtte erkende, at hans ønske om et hurtigt BREXIT ikke kunne gennemføres, er det britiske salgspres taget af.

Foderhveden på børsen LIFFE i London er således brudt over 118 kroner. Dermed vender den korte trend til stigende og imens hveden på engrosmarkedet i Nordtyskland er faldet lidt de seneste uger, ramte den engelske hvede sit højeste siden juli i går.

Samtidig er trenden i prisforskellen imellem “fastlandshveden” og “øhveden” vendt efter brud over -17,50 kroner i prisforskel.

At det engelske salgspres er taget af, har naturligvis betydning for hele det interne hvedemarked i EU, men udviklingen i prisforskellen imellem “øhvede” og “fastlandshvede” har også betydning for prisforskellen imellem øst- og vestdansk hvede. Den tyske hvede har nemlig tendens til at sætte retningen vest for Storebælt, imens den engelske hvede er konkurrent til hvede fra Østdanmark.

Den ekstraordinære prisforskel imellem øst og vest, som vi har oplevet i en periode, bliver sandsynligvis taget af bordet igen i løbet af de kommende uger. Om det så bliver i form af mere fald i vest eller flere stigninger i øst, ja det fortæller grafen ikke noget om, men efter brud over 137 kroner er den tyske foderhvede trend faktisk også stigende.

Vi gør opmærksom på, at der er betydelig risiko forbundet med handel med råvarer, samt at agrocom.dk ikke kan gøres økonomisk ansvarlig for eventuelle tab, som opstår i forbindelse med analyser og rådgivning fra agrocom.dk.