EU hvede presset af billigt russisk hvede

På hvedebørsen i Chicago sluttede tirsdagen markant lavere og presset fortsatte i dag. Handlerne i Chicago her nemlig fokus rettet imod et frontsystem, som ventes at levere en historisk snestorm til USA hen over weekenden og den storm bliver efterfulgt af mere vand de kommende fjorten dage. I forvejen har møllehvedeområderne fået en del vand hen over vinteren og det kommende stormlavtryk vil sikre vand til en god start på den kommende vækstsæson.

Stormen når dog ikke helt ned til Texas og Oklahoma, hvor der primært dyrkes durumhvede til pasta med mere. Den sydlige del af Kansas, Oklahoma og Texas står således til en tør start på vækstsæsonen, hvis der ikke kommer vand i løbet af marts på de kanter.

(Vejrkortet viser forventet nedbør i procent af normal de kommende 15 dage og det lille kort viser hvedens udbredelse i USA, hvor Kansas (syd), Oklahoma og Texas primært dyrker durum hvede, som høstes i maj/juni, imens der dyrkes vårhvede i Minnesota, North- og South Dakota samt Montana. Resten er primært møllehvede, som vi kender det bortset fra i Washington og Oregon i nordvest, hvor der dyrkes hvid hvede, som også høstes tidligt).

Teknisk brød den amerikanske hvede ud af et korrektionsforløb i går og under 775 cent. Dermed skal vi vente ny test af støtten i 725 cent og den test vil være meget afgørende for prisudviklingen hen over foråret og forsommeren. Markedet har allerede dannet en stor top (En skulder/hoved/skulder (SHS) i dette tilfælde og det er en af de mest sikre vendeformationer) Efter priserne er brudt under den såkaldte neckline eller halslinje. Efter det gennembrud har vi set noget korrektion, men det er faktisk mere reglen end undtagelsen, at der korrigeres efter store gennembrud.

Sådanne korrektioner skal ses som salgsmuligheder, men det er nok også sidste chance for salg. Bryder priserne under 725 cent, skal man nemlig forvente, at det går hurtigt ned imod 550/600 cent, imens amatørerne sælger i panik/depression over, at de har taget fejl af markedet. Der er som sagt allerede dannet en top, som indikerer mere nedadgående og det gør det faldende moment også. Grundlæggende ved vi, at de amerikanske hvedearealer stiger og der er og der bliver sat vand i den amerikanske jordbank.

Nede i 550/600 cent skal du imidlertid vente meget stor støtte teknisk set. Grundlæggende set er det også sådan, at presset på priserne især handler om købere, der har trukket sig. De fattige importnationer havde ikke råd til de høje priser og den animalske produktion blødte. Priserne på svinekød stiger imidlertid i Europa og i USA sprang priserne i vejret med fire procent i går, imens priserne på oksekød satte ny rekord. Dertil kommer, at spekulanterne ligger netto short i hvede – Altså har overvægt af solgt hvede.

Når priserne kommer ned i et mere moderat niveau, er der således stor mulighed for et større afdækningsrally – for eksempel hen over efteråret og den kommende vinter –  hvor priserne går i vejret igen, imens spekulanterne køber det solgte hvede tilbage og de fattig importnationer kommer i markedet efter en længere “importtørke”, som har støvsuget deres lagre med hvede.

Nu skal vi sandsynligvis ned imod 550/600 cent frem imod høst og herefter er der gode muligheder for et afdækningsrally, som løfter priserne tilbage til 700/750 cent området og derfor er det sidste chance for salg nu, især hvis du kan vente med salget til frem imod vinteren 2023/2024 – Eller skrevet med andre ord sælger du ikke nu, accepterer du også, at du først skal sælge om 8 til 12 måneder. Endelig skriver jeg også, at du IKKE skal forvente, at det her fald bliver afløst af en periode med stabilt lave priser.

I Paris brød priserne under 288 euro i går og dermed sluttede de seneste ugers korrektion. I dag vendte priserne kort tilbage til undersiden af 288 euro, men skuffende nyheder fra Sortehavet tog luften ud af de europæiske priser og plusser blev byttet ud med fald. Ægypten var nemlig i markedet og fransk hvede blev tilbudt til 314,9 dollar frit om bord fransk havn, men russiske hvede blev tilbudt i meget store mængder fra 317,50 til 332,40 dollar dog med de største mængder til priser på begge sider af 320 dollar. Ukraine tilbød en last til 329 dollar, imens hvede fra Rumænien og Bulgarien blev tilbudt fra 324,77 til 339 dollar. Den franske hvede er således langt fra konkurrencedygtig og resultatet af den tilbudte hvede viser, at de seneste stigninger i Paris har gjort den franske hvede u-konkurrencedygtig.

 

Vi gør opmærksom på, at der er betydelig risiko forbundet med handel med råvarer, samt at agrocom.dk ikke kan gøres økonomisk ansvarlig for eventuelle tab, som opstår i forbindelse med analyser og rådgivning fra agrocom.dk.