Først ned og så op igen

Corona virus breder sig i Europa og USA har lukket ned for alt flytrafik fra Europa. Det sendte chokbølger igennem de finansielle markedet. Aktiekurserne droppede meget markant og tabet på aktierne lagde også pres på afgrøderne med fald i Chicago og Paris til følge.

Afgrødenyhederne blev således skubbet i baggrunden, men de ugentlige eksportdata fra USDA viste et pænt salg af hvede og et overraskende stort salg af majs, men det forhindrede ikke majspriserne i at falde ret markant. Der bliver stadig købt og det er jo ikke overraskende, når vi dag efter dag har fået nyheder om køb i de store importnationer.

På samme måde tog markedet sig ikke meget af, at det franske analysefirma Strategie Grains igen nedjusterede deres forventninger til den kommende hvedeavl. Denne gang med 1,9 millioner tons til 136,7 millioner tons og det er et fald på små ti millioner tons eller seks procent sammenlignet med sidste års avl. Faldet kommer især fra lavere hvedearealer, men faldet bliver i nogen grad opvejet af en større majsproduktion.

I Paris var der naturligvis også pres på priserne, men hen over eftermiddagen blev dollaren sendt i vejret i kølvandet på det pengepolitiske møde i den europæiske centralbank. Centralbankchef Christine Lagarde havde ikke rentesænkninger med i tasken, men til gengæld blev der stillet penge til rådighed til bankerne til en rente på -0,75 procent og hun lovede, at bankerne i en overgang ikke behøver at leve op til de stramme regler, som blev indført efter finanskrisen. Samtidig satte hun gang i seddelpressen i form af et tilbagekøbsprogram af egne obligationer. Dollarstigningerne trak hveden i Paris fra minus tre euro til plus 1,25 euro i løbet af få minutter og samtidig blev presset taget noget af på hveden i Chicago.

Endelig fandt EU hveden støtte op til lukketid fra en nyhed om, at Algeriet har købt 680.000 tons hvede i Frankrig. Dermed står vi med en markant bevægelse i dag, hvor priserne først droppede tre euro for at slutte dagen op med 0,75 euro efter at have været i plus med 1,75 euro kort før lukketid.

Eller skrevet med andre ord så begyndte dagen i corona nyhedernes tegn og sluttede med fokus på de grundlæggende nyheder fra hvedemarkedet. Dermed får vi også en antydning af, at faldet ikke er funderet i forsyningssituationen på hvedemarkedet, men udelukkende er panik og når panikke forsvinder, er der kun lave priser tilbage.

Teknisk fandt priserne således stor støtte i 175 euro og bevægelse skete i stor omsætning. Det bekræfter støtten og havde det ikke været for de her corona tider, havde vi sandsynligvis med fast stemme afsluttet nedturen i dag, men vi kommer ikke uden om, at vi ikke ved, hvad dagen i morgen bringer af ny corona nyheder og derfor kan markedet måske atter skubbe de grundlæggende forhold i baggrunden.

På samme måde er hveden i Chicago handlet i begge retninger i denne uge ved oversiden af 500 cent og i skrivende stund bliver der handlet til samme pris, som ugen blev indledt med natten imellem søndag og mandag. Her er markedet også fanget imellem corona nyheder på den ene side og grundlæggende nyheder fra hvedemarkedet på den anden.

 

Vi gør opmærksom på, at der er betydelig risiko forbundet med handel med råvarer, samt at agrocom.dk ikke kan gøres økonomisk ansvarlig for eventuelle tab, som opstår i forbindelse med analyser og rådgivning fra agrocom.dk.