Godt nytår

På årets sidste dag bliver majspriserne igen sendt i vejret – Denne gang med støtte fra et argentinsk eksportforbud, som løber frem til den 28. februar. Regeringen stopper eksporten, fordi lagrene er tomme og samtidig frygter den en ringe avl på grund af tørke.

Først på året så det ud til, at majsen ville blive den tunge dreng i det samlede afgrødekompleks og at lave majspriser ville holde hveden i skak. Den tro sendte majsen ned imod 300 cent i foråret, men siden er priserne gået i vejret i takt med, at lagrene er blevet nedjusteret og arealerne er gået samme vej. Dertil kommer vejrproblemer i USA og omkring Sortehavet og nu også Sydamerika. Endelig har Kina meget overraskende købt voldsomt ind.

I stedet for at være prisbegrænser kan vi nu se frem til en første halvdel af 2021, hvor majsen bliver den helt store motor på det samlede kornmarked.

Hveden slutter også året på sit højeste for året og over 620 cent. Dermed er det fjerde år i træk, at hveden slutter året højere end året blev indledt. Med russiske eksportafgifter på vej den 15. februar og en fast tone til trods for en stor avl i Australien er der lagt op til nye stigninger i første halvdel af 2021.

Om de stigninger så fortsætter ind i anden halvdel af året afhænger imidlertid af, hvor godt den russiske og amerikanske vinterhvede kommer igennem vinteren og det tidlige forår, men selvfølgelig også af vejret hen over den første del af sommeren i Europa.

Sojaolien blev sendt voldsomt ned i de første måneder af året af frygt for, at Covid-19 ville begrænse forbruget, men også i forventningen om en stor sojaavl i USA. Det har dog siden vist sig, at især forbruget i Asien boomer og at den amerikanske sojaavl slet ikke kunne leve op til de flotte forventninger.

Sojaolien slutter således året på sit højeste for året, lige som majsen og hveden, og med brud over 38 cent er der lagt op til meget mere opadgående i første del af 2021. Det vil naturligvis påvirke rapsen positivt.

Påvirkningen på rapsen bliver ikke mindre af, at sojaskråen også er gået i vejret. Ja faktisk slutter året med de største stigninger siden 2007 og bemærk at det er første gang i historien, at sojaskrå slutter et år af med priser over 420 dollar.

Der er således lagt i kakkelovnen på sojaskråmarkedet og protein vil blive dyrt i 2021. Det store spørgsmål bliver så, hvor meget de høje majs- og sojapriser påvirker arealet til foråret i USA. Det kan godt vise sig, at ingen gider så vårhvede, når de kan så majs og soja, som yder mere end vårhvede.

Det korte af det lange er, at afgrøderne slutter året på sit højeste for året efter først en nedtur først på året efterfulgt af et rally i anden del af 2020 og det ser faktisk ud til, at 2021 bliver indledt med stigende afgrødepriser.

For os på agrocom.dk er det store spørgsmål således ikke, om vi skal længere op nu, men hvor langt vi skal op, samt om vi skal ned igen i anden del af 2021 og i givet fald hvor dybt vi vil falde.

Vi gør opmærksom på, at der er betydelig risiko forbundet med handel med råvarer, samt at agrocom.dk ikke kan gøres økonomisk ansvarlig for eventuelle tab, som opstår i forbindelse med analyser og rådgivning fra agrocom.dk.