I disse dage bliver der spekuleret meget i, hvilke planer Putin har og hvad de får af betydning for kornmarkedet. Senest har Kina ophævet alle importrestriktioner på byg og hvede fra Rusland. Det bliver af nogen opfattet som tegn på, at Rusland vil rykke ind i Ukraine nu, hvor de har en bagdør for deres hvedeeksport, hvis leveringerne ud igennem Sortehavet til verdensmarkedet bliver blokeret.
Man skal passe på med at over konkludere. For det første har Kina og Rusland en lang historie som naboer og det er absolut ikke en kærlighedshistorie. Der er ikke tradition for, at Kina bare gør det, som russerne ønsker. Når Kina fjerner importrestriktionerne på hvede og byg fra Rusland, skyldes det ikke Putins udfordringer med vesten, men det hænger sammen med, at Kina har en voksende import af afgrøder fra verdensmarkedet – Altså Kina gør det for at løse deres eget problem og for at gøre sig fri af deres afhængighed af vesten.
Den kinesiske kornimport er således steget fra 15 til 60 millioner tons korn de seneste tre år, hvor det meste kommer fra USA og i samme periode er den kinesiske kornproduktion steget til rekord højder. Det fortæller en historie om udviklingen i det kinesiske råvareforbrug og Kina har således en interesse i at Rusland, et af verdens største råvareeksporterende lande, kan levere til billige priser, lige som de øger importen af majs fra Sydamerika og Ukraine nu, hvor Trump ikke længere kan vride armen om på dem og således tvinge kineserne til at købe i USA.
Af samme grund har Kina og Rusland i fællesskab udbygget et jernbanenet, der effektivt kan transportere vare fra det meste af Rusland til store dele af Kina og færdigvarer tilbage til Vesteuropa og Rusland har også en interesse i at udvide køberskaren til deres råvarer. Her har Rusland for eksempel inden for de seneste år indgået aftaler med Irak, Saudi Arabien og senest Algeriet om, at den russiske hvede accepteres i deres indkøbstendere.
Det er imidlertid ikke kun korn, men også energi, som den nye økonomiske supermagt i Asien, nemlig Kina har behov for. I 2014 indgik Kina og Rusland aftale om levering af gas og det Putin ejede Gazprom indledte byggeriet af verdens største gasledning, som skal levere 38 milliarder kubikmeter gas til Kina om året, når den står helt færdig. Et projekt som Gazprom investerer 38 milliarder dollar i.
Gassen strømmer endnu ikke på fuld kapacitet imod Kina, men leverancerne er i gang og i 2025 pumper russerne gas til Kina på fuldt tryk svarende til 40 procent af Kina´s behov. Læg også mærke til, hvordan russerne har skruet ned for strømmen af gas til Vesteuropa og det skyldes måske øget salg til Kina, ja vi ved det ikke, fordi Kina og Rusland er meget sparsomme med oplysninger. Den lavere strøm af gas til Vesteuropa kommer på et tidspunkt, hvor vores kraftværker kører på højtryk for at kunne følge med den såkaldt grønne omstilling.
Jeg er langt fra sikker på, at Rusland reelt set har intentioner om at rykke ind i Ukraine, men de vil gerne tilbage i det gode selskab uden de sanktioner, som blev indført efter de rykkede ind på Krim. Nu er Rusland i færd med at bringe sig 
i en situation, hvor de kan sætte hårdt imod hårdt, fordi de har fundet alternativ afsætning for deres råvareproduktion. Det havde de ikke, da de rykkede ind på Krim.
I den forbindelse skal vi huske, at vi er dybt afhængig af den billige russiske gas. Kommer den ikke, bliver det meget dyrt at gøde vores marker og ventilere vores stalde for ikke at tale om at opvarme vores boliger og tanke vores el-biler. I givet fald vil det ramme den økonomiske vækst i især Vesteuropa og så står vi tilbage i Vesteuropa med det store spørgsmål, om vi er parate til at betale prisen, eller om vi hellere vil opgive håbet om, at Ukraine bliver en del af Nato, imens vi tilgiver Putin, at han rykkede ind på Krim.
Da Putin rykkede ind på Krim var situationen en anden. Det eneste vi mistede ved sanktionerne, var landbrugseksporten til Rusland og som de fleste landmænd allerede har bemærket, er landbrugseksporten måske ikke det tema, som fylder mest blandt vælgerne i Vesteuropa. Den mistede landbruseksport kunne vi leve med dengang, men kan vi leve med nu, at det koster dobbelt så meget at varme vores boliger op og at produktionsomkostningerne i industrien fordobler sig? Denne gang rammer det ikke bare bønderne, men hele befolkningen.