Hveden møder teknisk modstand

Varmen fortsætter i USA, men efter nogle tørre dage i Vesteuropa kommer der gang i den franske hvedehøst, imens hvedehøsten omkring Sortehavet er langt fremme.
Høsten omkring Sortehavet har samtidig begrænset priserne i Ukraine og Rusland og på hvedebørsen i Paris tales der om, at det måske er gået lidt for hurtigt opad de seneste uger.
Eller skrevet med andre ord så var priserne blevet modne til noget korrektion. Det blev også understreget først på ugen, da hveden i Paris ikke kunne bryde over 220 euro.
Det manglende gennembrud har sat gang i en salgsbølge, hvor dem der skal sælge i høst, er kommet i markedet.
Teknisk set skal vi nu vente fald ned til området omkring 210 euro – måske kortvarigt 205 euro – hvor vi skal vente stor støtte til priserne. Den her korrektion giver os således en købsmulighed.
På et senere tidspunkt skal vi nemlig se priserne bryde over 220 euro for at gå imod 235 euro – ja måske 250 euro – hen over efteråret og vinteren.
Det store spørgsmål er således ikke, om priserne skal ned eller op, men udelukkende hvor meget handel vi får imellem 205 og 220 euro, inden priserne bryder opad. Svaret på det spørgsmål ligger givetvis i udbytterne i Vesteuropa og vejret i majsbæltet i USA.

Vi gør opmærksom på, at der er betydelig risiko forbundet med handel med råvarer, samt at agrocom.dk ikke kan gøres økonomisk ansvarlig for eventuelle tab, som opstår i forbindelse med analyser og rådgivning fra agrocom.dk.