Juli 2022 svinevideo – Bedring i økonomien i anden del af 2022

Den danske notering stiger i den kommende uge, imens den tyske ikke flytter sig. Dermed tager markedet måske de første skridt i retning af en normalisering af prisforholdet imellem det billige danske marked og de højere priser i resten af verden. Støtten til priserne kommer fra en bedring i efterspørgslen fra Kina, hvor trenden er vendt og hvor priserne således igen er på vej i vejret – Vi fastholder, at den danske notering vil stige i løbet af 2022 til de niveauer, som tyskerne allerede ligger i

På den lange bane ind i 2023 bliver markedet mødt med et markant fald i udbuddet af svinekød på mere end 10 procent, men vi er altså også nødt at notere os, at forbruget af svinekød er ramt af høje priser på fødevarer og det vil naturligvis reducere virkningerne af den faldende produktion. Når det er sagt, så kan det på den anden side også vise sig, at en vending i priserne på råvarer og renter bedre forbruget i 2023 – Vi fastholder muligheden for rekord i 2023

Som sagt er priserne på råvarer i færd med at vende, ja faktisk har vi set et fald på 30 procent i kornpriserne i Danmark i forbindelse med, at vi går fra gammel til ny høst. Samtidig er råolien vendt og vi ser også fald i priserne på mineraler – Vi fastholder, at svineproducenterne kan se frem imod faldende omkostninger i anden del af 2022 og at økonomien vil bedre sig betydeligt.

Vi gør opmærksom på, at der er betydelig risiko forbundet med handel med råvarer, samt at agrocom.dk ikke kan gøres økonomisk ansvarlig for eventuelle tab, som opstår i forbindelse med analyser og rådgivning fra agrocom.dk.