Priserne på svinekødsbørsen ramte 39 cent pr lbs svarende til 5,95 kroner pr kg ved børsens åbning tidligere i dag og kigger vi i historiebøgerne, er det en pris, som sjældent ses lavere. Vi har derfor købt det amerikanske svinekød på futures til 39 cent.

Vores lyst til at købe bliver ikke mindre af, at svinekød fra andre oprindelser koster væsentligt mere. Prisforskellen imellem to af de største eksportnationer, nemlig USA og EU landene, har aldrig været større, ja faktisk koster US svinekød under det halve af, hvad europæisk svinekød koster. Samtidig ligger kinesisk svinekød, verdens største forbruger land, helt oppe i 45 kroner pr kg, så jeg tænker, at der er grænser for at købe i USA til under seks kroner pr kg.

At vi køber amerikansk svinekød er imidlertid ikke ensbetydende med, at vi igen ser mere optimistisk på svinekød fra vores del af verden. Jeg har fortsat en forventning om, at vi har set toppen i markedet i denne omgang og at 2020 kommer til at byde på turbulent handel i begge retninger, dog på et relativt højt niveau, hvor priserne i perioder finder støtte i god efterspørgsel fra Kina og en høj dollar, men i andre perioder bliver presset af hård konkurrence fra amerikansk svinekød. Eller skrevet med andre ord så “sælger” vi den dyre (europæisk) og køber den billig, nemlig US svinekød.