Mælkepriserne springer i vejret

På den seneste GDT auktion i New Zealand sprang priserne i vejret med femten procent og vi skal mange år tilbage for at finde et tilsvarende prisspring fra en auktion til den næste.

Det var især priserne på sødmælkspulver, som gik i vejret med ikke mindre end 24 procent, men stigende priser på vegetabilsk olie, der nu ligger tæt på rekordland i Asien, trak smørpriserne op med 13,7 procent.

Stigningerne på auktionen var imidlertid ventet. På skummetmælkspulver børsen i New Zealand er priserne nemlig brudt over 3.400/3.750 dollar og dermed er den lange trend vendt til stigende. Gennembruddet taler for stigninger tilbage til området over 5.000 dollar i løbet af de næste ti til femten måneder – Ja faktisk kan rekordpriser komme på tale.

Det lyder naturligvis helt vandvittigt, men kigger vi imod den brølende drage i øst, nemlig Kina, er priserne på en lang række fødevarer allerede steget til rekordniveau, så de stigende priser på mælk, afgrøder og så videre handler egentlig bare om, at kineserne har travlt med at dække sig af til de for dem at se lave verdensmarkedspriser. Kina mig her og Kina mig der – Ja det er sådan det er og det er sådan det bliver. Væn dig til det!

Det her får naturligvis også betydning for afregningspriserne i Danmark, som vil gå imod området omkring eller over tre kroner pr kg mælk i løbet af 2021 og 2022. Husk dog at fra vi ser en udvikling i engrosleddet og til den slår igennem i din afregningspris, går der ofte et halvt års tid.

Vi gør opmærksom på, at der er betydelig risiko forbundet med handel med råvarer, samt at agrocom.dk ikke kan gøres økonomisk ansvarlig for eventuelle tab, som opstår i forbindelse med analyser og rådgivning fra agrocom.dk.