Oversolgt sojamarked øger risikoen for korrektion

Anbefaling –> Priserne er brudt ned i intervallet imellem 300 og 325 dollar, men høstpresset i Sydamerika og presset fra skuffende eksport lægger stadig låg på priserne. Priserne er imidlertid meget oversolgte og modne for noget korrektion – Hold dig klar til køb. 

På sojabørsen blev der handlet i begge retninger. Markedsdeltagerne havde nemlig svært ved at finde de prispositive elementer på den ene side, men på den anden er priserne også faldet stort set uge efter uge, siden de blev afvist ved undersiden af 450 dollar midt i januar.

Det svarer til et prisfald på 125 dollar, uden markedet har fundet ro til de sædvanlige korrektioner på vejen ned. Det har gjort priserne særdeles oversolgte og muligheden for en større korrektion stiger i takt med, at priserne dels kommer længere ned, men også efterhånden som det sydamerikanske høstpres klinger af og bliver erstattet af fokus på den næste amerikanske vækstsæson.

Dertil kommer, at de amerikanske hedgefonde er gået fra at være netto long med 100.000 kontrakter sojabønner svarende til 13,6 millioner tons til at være netto short med 126.674 kontrakter eller 17,2 millioner tons. Samme udvikling har vi set i hedgefondenes beholdninger af sojaskrå kontrakter. Hedgefondene har således gode profitter og det gør også priserne sårbare overfor en eventuel bølge af profittagning på børsen.

Vi står således i en situation, hvor vi egentlig skal forvente, at der er ti til femten dollar eller cirka en rund ti krone mere ned, men vi skal også være indstillet på, at de første stigninger bliver ret markante. Se for eksempel efter nedturen i 2021, hvor priserne ramt 310 dollar, men få uger efter ramte de undersiden af 370 dollar, inden de faldt tilbage til 335 dollar igen.

 

Vi gør opmærksom på, at der er betydelig risiko forbundet med handel med råvarer, samt at agrocom.dk ikke kan gøres økonomisk ansvarlig for eventuelle tab, som opstår i forbindelse med analyser og rådgivning fra agrocom.dk.