Prisrally på svinekød

Fredagens handel sluttede med stigninger på 5,6 procent på svinekødsbørsen i kinesiske Dailian på september 2021 termin. I dag fortsatte stigningerne og priserne er gået op med 5,3 procent ved ugens start. Vi står således med stigninger på tæt ved 11 procent hen over weekenden på det kinesiske marked.

I forvejen er trenden vendt til stigende efter brud over 25 kroner pr kg, så den her udvikling sender nogle meget positive signaler dels til de kinesiske børshandlere, men også til de danske afsætningsmuligheder til Kina senere på året.

I den forbindelse hører det med til historien, at priserne på svinekød i Chicago, vores største konkurrent i Kina, er steget til tolv kroner pr kg, så det danske svin er absolut konkurrencedygtig på det kinesiske middagsbord.

Eller skrevet med andre ord så antyder priskurven, at Kina endnu ikke har genetableret deres produktion og at de kinesiske handlere ikke tror på, at det kommer til at ske på denne side af september. Samtidig viser priskurven i Chicago, at amerikanerne er på den anden side af deres Covid-19 udfordringer.

Jeg ved godt, at der er meget langt til Kina og at mange danskere har svært ved at forholde sig til det, der sker uden for vores egen lille andedam, men det her er måske den mest afgørende markedsnyhed/-udvikling for de danske svineproducenter i 2021 og den fortæller en historie om et marked, som vil udvikle sig særdeles positivt for dem. Vi har en smule kødannelse ved slagtegangene i især Tyskland, men når den er afviklet, er der fri vej og speederne i bund imod stigningerne.

P.S. For at du forstår styrken i det her, åbnede børsen i Dailian med handel med svinekød først på året og siden er den daglige omsætning steget til cirka 250.000 tons. Der er mange penge involveret i den kinesiske handel med svinekød og det gør priserne meget valide. Mit bud er, at der ikke går mange uger, før den nye svinekødsbørs i Dailian overhaler svinekødsbørsen i Chicago og således bliver verdens største – Vi har kort og godt fået et nyt benchmark, som kan få stor betydning for prisdannelsen ikke bare i Kina, men også på verdensmarkedet og i de kommende år kan det let udvikle sig sådan, at børsen i Dailian bliver misdannende ikke bare for vores afsætning til Kina, men måske til hele Asien.

Vi gør opmærksom på, at der er betydelig risiko forbundet med handel med råvarer, samt at agrocom.dk ikke kan gøres økonomisk ansvarlig for eventuelle tab, som opstår i forbindelse med analyser og rådgivning fra agrocom.dk.