Palmeolien sprang i vejret med tre procent på grund af bekymring over udbyttet på oliemøllerne i Malaysia i september efter en våd periode, som har gjort høstarbejdet vanskeligt. Fokus er dog også imod en årlig konference i Indien de kommende dage, hvor førende markedseksperter (Frey, Mistry, og Milcke) kommer med deres forventninger til palmeoliepriserne i det næste halve år.
Jeg taler med mange landmænd, som har en forventning om, at verden bliver mere gul til foråret og der er ingen tvivl om, at der bliver sået mere rapsfrø rundt omkring, men det er altså ikke kun arealet med rapsfrø, som afgør prisen på raps. Rapsolie er nemlig en del af det samlede veg.olie kompleks og også en del af det store verdensmarked.
For eksempel er priserne på rapsolie på vej i vejret på råvarebørsen i kinesiske Dalian og rapsolien tester i øjeblikket rekorden i 11.000 yang. Bryder priserne over, er der flere stigninger på vej. Stigningerne på rapsfrø blev sat i gang af stigende priser på veg.olie og ja så har tørken i Canada sat turbo på stigningerne efterfølgende, men højprismarkedet på veg.olie er altså stadig fuldt intakt.
På den lange august 2022 termin brød priserne over 500 euro og vi er nu i vores målområde imellem 490 og 525 euro. Vi mangler stadig det opadgående gennembrud på palmeolie og rapsolie i Asien, som sender priserne ind i rekordland, men hvis det kommer, tænker jeg, at vi opjusterer vores forventninger til området imellem 520 og 545 euro for høst 2022.
OBS. Vi har stadig en advarsel ved brud under 485 euro og trendændring ved brud under 475 euro. Brud under her er mindre sandsynligt, men vi må aldrig blot være lalleglade optimister og det er således vigtigt, at vi hele tiden har en strategi for, hvor “branddørene” er og hvornår vi smutter ud af dem. På den måde lader vi trenden vise os vejen og vi kender risikoen ved at følge trenden.