Ugens graf

Ja det kan kun blive prisudviklingen på tyske slagtesvin, som igen spurter i vejret og de er blot en my under prisrekorden fra starten af nullerne. Teknisk set har vi en bund sat i området under 10,50 kroner i perioden fra 2017 til 2018 efterfulgt af et rally til tidligere topniveauer i området imellem 13,50 og 14,00 kroner . Her har priserne ikke overraskende mødt modstand og vi har i de seneste måneder set en korrektion på et højt niveau.

Korrektioner udvikler sig nogen gange til en top i markedet, men det skete ikke denne gang. I stedet er priserne brudt afgørende over 14,00 kroner og det gennembrud bekræfter den stigende trend. Priserne er nu på vej ind i rekord land og spørgsmålet er, hvor den næste modstand ligger? Spørgsmålet er svært at svare på, fordi vi har aldrig været her før, men teknisk set er reglen den, at forløbene er cirka lige lange. Kommer det også til at gælde i dette tilfælde, ligger næste mål for priserne i godt seksten kroner.

Hmm tja bom bom det bliver spændende at se, men interessant er det da, at netop seksten kroner faktisk også ligger i toppen af den langsigtede stigende handelskanal, som slagtesvinepriserne har været i de sidste tyve år. Skulle det vise sig, at vi får handelskanalen bekræftet og det siger jeg ikke, at vi gør, men hvis så kan vi begynde at fundere over, hvor vi så finder den næste bund om nogle år. En kendt svinepersonlighed har været ude med et bud, som hedder 6,50 kroner, men handelskanalen antyder at næste bund nok nærmere kommer i området omkring 10,50 kroner.

Vi vil dog gerne se en top og se udviklingen i produktionen – altså de grundlæggende forhold – inden vi begynder at byde på hvor og hvornår vi ser en ny bund. Teknisk analyser er rigtigt gode, men de kan ikke stå alene. De bruges bedst til at be- eller afkræfte den grundlæggende analyse og er der divergens imellem teknikken og de grundlæggende forhold, vinder de grundlæggende som regel til sidst. Hvorfor? Ja de grundlæggende viser de faktisk udbuds og efterspørgselsforhold, imens teknikken viser noget om stemningen i markedet og man kan jo ikke forbruge stemning. På et tidspunkt skal der rigtige vare til og det er så her, at den grundlæggende analyse vinder – Ja undskyld det blev lidt analysenørdet her til sidst.

Vi gør opmærksom på, at der er betydelig risiko forbundet med handel med råvarer, samt at agrocom.dk ikke kan gøres økonomisk ansvarlig for eventuelle tab, som opstår i forbindelse med analyser og rådgivning fra agrocom.dk.